I musiktidsskriftet DJEMBE NO.52 April - Juni 2005 giver Peter Krog 4 djember ud af 5 mulige til CD'en T.A.O. 2.
Peter Krog anmelder CD'en således:
Nordisk Flamneco-Jazz. Danmark. De to eliteguitarister Steen Kyed og Vilhelm B. Thomsen er frontfigurer i denne kvartet med Per Vibskov på bas og Anders Pedersen på trommer. Gruppen har eksisteret i 15 år og udsendte i 1995 debut-CDen "Senor Masci". Det er instrumentalmusik lagt i hænderne på kompetente musikere, der lader tingene ta' tid, så længe resultatet teknisk og kustnerisk bliver, som de har tænkt sig. T.A.O. 2 blev indspillet for 4 år siden, så det er efter moden overvejelse, at den udgives! Alle kompositioner skyldes T.A.O. og Steen Kyed står alene for fire. Det er musik, der placerer sig nærmest midt imellem jazz og flamenco, og som appelerer til den nordiske tone, rytmiske og melodiske finurligheder, virtuose soli, spændende kompositoriske temaer og mageløst harmonisk sammenspil. Tre numre er produceret af Marcel East, og det er faktisk nogle af de mest vellykkede - ikke mindst "Guinga" og "Dans le Jardin de Sirie" svinger uhæmmet.
onsdag den 21. november 2007
T.A.O. 2 anmeldt i Jazzspecial Februar/Marts 2005
I tidsskriftet JAZZ SPECIAL #80 Februar / Marts 2005 anmelder Peter Rahbek T.A.O. 2 således:
Mange synes godt om Acoustic Guitars - færre kender T.A.O. Og det er synd, for selv om denne akustiske kvartet med to guitarer, kontrabas og trommer hverken flytter hegnspæle eller sparker røv for alvor, så er musikkunsten både vedkommende, rar og lytteværdig. Først og fremmest fordi T.A.O.s bandmedlemmer opfører sig homogent og ingen af musikerne overskygger de øvrige mht. solistisk kunnen eller udtryksmæssig styrke. Det er et band i ordets bedste betydning, og som tilhører mærker man at det har noget at fortælle, selv om der hverken er store pladeselskaber bag eller midler afsat til kraftfuld promotion.
Steen Kyed og Vilhelm B. Thomsens guitarer stemmer godt, og rytmisk og fraseringsmæssigt tracker de så godt, så man fuldstændigt glemmer at forholde sig til hvor sjældent den slags duo-præstationer egentlig lykkes med mindre der er tale om store navne. Gutterne her er jo "bare" pæredanske men kunne lige så godt være fra Store Udland.
Per Vibskovs fundamentale og behageligt understatede kontrabas fungerer fint og mesterlige Anders Pedersens dansende, lyslevende og altid optimistiske trommespil fortjener udmærkelse: Selv om Anders Pedersen konsekvent prioriterer sin trommeslager-funktion frem for flashy opvisningskunst, så er han en stor musikant. Overblikket er fremragende og evnen til at drive medmusikerne frem bemærkelsesværdig.
AP er en af landets mest musikalske spillemænd og en af de trommeslagere som evig og altid overrasker positivt. Kun hans beskedne væsen og stilistisk lidt diffuse placering mellem pop, rock, fusion, folk, R&B, jazz (gutten kan det hele) forhindrer hans internationale gennembrud. Selv nu, fem år efter denne plade blev indspillet, er AP ikke engang Danmarksberømt selv om han altid er travl og altid begejstrer både musikerkolleger og publikum. Hvor længe varer det ved? Måske er han slet og ret alt for musikalsk og ikke egoistisk nok?
Også T.A.O.s stilfærdige musikalske udtryk risikere at drukne mellem de mange hjemlige kvalitetsudgivelser. Men afhold dig ikke for køb: T.A.O. 2 kan høres om og om igen - både som regulær lyttemusik og som sund baggrundsunderholdning. En plade der holder mere end den lover…
Peter Rahbek
Mange synes godt om Acoustic Guitars - færre kender T.A.O. Og det er synd, for selv om denne akustiske kvartet med to guitarer, kontrabas og trommer hverken flytter hegnspæle eller sparker røv for alvor, så er musikkunsten både vedkommende, rar og lytteværdig. Først og fremmest fordi T.A.O.s bandmedlemmer opfører sig homogent og ingen af musikerne overskygger de øvrige mht. solistisk kunnen eller udtryksmæssig styrke. Det er et band i ordets bedste betydning, og som tilhører mærker man at det har noget at fortælle, selv om der hverken er store pladeselskaber bag eller midler afsat til kraftfuld promotion.
Steen Kyed og Vilhelm B. Thomsens guitarer stemmer godt, og rytmisk og fraseringsmæssigt tracker de så godt, så man fuldstændigt glemmer at forholde sig til hvor sjældent den slags duo-præstationer egentlig lykkes med mindre der er tale om store navne. Gutterne her er jo "bare" pæredanske men kunne lige så godt være fra Store Udland.
Per Vibskovs fundamentale og behageligt understatede kontrabas fungerer fint og mesterlige Anders Pedersens dansende, lyslevende og altid optimistiske trommespil fortjener udmærkelse: Selv om Anders Pedersen konsekvent prioriterer sin trommeslager-funktion frem for flashy opvisningskunst, så er han en stor musikant. Overblikket er fremragende og evnen til at drive medmusikerne frem bemærkelsesværdig.
AP er en af landets mest musikalske spillemænd og en af de trommeslagere som evig og altid overrasker positivt. Kun hans beskedne væsen og stilistisk lidt diffuse placering mellem pop, rock, fusion, folk, R&B, jazz (gutten kan det hele) forhindrer hans internationale gennembrud. Selv nu, fem år efter denne plade blev indspillet, er AP ikke engang Danmarksberømt selv om han altid er travl og altid begejstrer både musikerkolleger og publikum. Hvor længe varer det ved? Måske er han slet og ret alt for musikalsk og ikke egoistisk nok?
Også T.A.O.s stilfærdige musikalske udtryk risikere at drukne mellem de mange hjemlige kvalitetsudgivelser. Men afhold dig ikke for køb: T.A.O. 2 kan høres om og om igen - både som regulær lyttemusik og som sund baggrundsunderholdning. En plade der holder mere end den lover…
Peter Rahbek
tirsdag den 20. november 2007
T.A.O. Senor Masci anmeldt i Jazzspecial September 1995
Hvad kan man forvente, når man lægger ørene til musik, som på sin vis – ret ensidigt – domineres af et par – overvejende akustiske – guitarer? Monotoni?
Ja – måske.
Derfor er det voldsomt positivt at konstarere, at den følelse på intet tidspunkt trænger sig på. Her er nemlig en god strøm af elegante, intense og vedkommende tonerækker med udsøgte krydderier fra Latinamerika og Andalucien – plus et garn fra de danske bøgeskove. Thomsen og Kyed har sans for at fremtrylle kompositioner, som ejer melodik, og som befordrer virtuose og begavede ekskursioner, alt sammen i et fornemt indforstået sammenspil. Gruppesjæl – hedder sådan noget vist. Det fintklingende basspil blander sig godt i strengelegen, og dertil kommer et udsøgt, formidlende trommespil med velklang, præcision, råstyrke og originailitet. Det er næsten overflødig at bemærke, at pladen er helstøbt – og uophørligt god at være sammen med.
Kjeld Frandsen
Ja – måske.
Derfor er det voldsomt positivt at konstarere, at den følelse på intet tidspunkt trænger sig på. Her er nemlig en god strøm af elegante, intense og vedkommende tonerækker med udsøgte krydderier fra Latinamerika og Andalucien – plus et garn fra de danske bøgeskove. Thomsen og Kyed har sans for at fremtrylle kompositioner, som ejer melodik, og som befordrer virtuose og begavede ekskursioner, alt sammen i et fornemt indforstået sammenspil. Gruppesjæl – hedder sådan noget vist. Det fintklingende basspil blander sig godt i strengelegen, og dertil kommer et udsøgt, formidlende trommespil med velklang, præcision, råstyrke og originailitet. Det er næsten overflødig at bemærke, at pladen er helstøbt – og uophørligt god at være sammen med.
Kjeld Frandsen
Anmeldelse i POLITIKEN august 1994
#JAZZ
Copenhagen Jazzhouse: T. A. O. Torsdag 25. august
"Jazz er det jo ikke. Og dog." Sådan betegnede Lars Thorborg, Copenhagen Jazzhouses kunstneriske leder, den musik, der blev stillet os i udsigt denne aften. Hvis man kunne føle sig lidt i vildrede med, hvad gruppen T. A. O. på grundlag af denne beskrivelse ville byde på, så blev man i hvert fald ledt på det rette spor med dens indledende nummer, Pat Methenys James.
Altså ikke den musik, der primært præsenterer Metheny som den fuldblods jazzmusiker, han også er, men den blandingsform, der ligeledes har skabt ham et renommé uden for jazzens mere snævre cirkler ved at inddrage såvel rocken som etniske kilder, ikke mindst brasilianske, i et vidtfavnende musikalsk univers. Men som heller ikke vil tilsløre, at jazzen, dens specifikke rytmiske flow og improvisatoriske metode, udgør selve kernen i denne fusionsmusik.
Til trods for at T. A. O. i fortsættelsen udelukkende spillede egne kompositioner, så bevarede den dog den oprindeligt anslåede tone. melodiøse temaer, som nok var folkloristiske i deres karakter, men tilsat det lille ekstra raffinement, der løftede dem over det ordinære.
Og samtidig blev musikken, understøttet af Per Vibskovs sikre basguitar og Anders Pedersens spændstige trommespil, fremført med en utvungenhed, der fik den til at lyde mere ukompliceret end den var. Det kan være vanskeligt at få en taktart som 7/4 til at virke organisk, men det lykkedes smukt for denne kvartet.
Vilhelm Thomsen og Steen Kyed er begge fortræffelige guitarister og det bør ikke lægges dem til last, at de også som solister forekommer at være nært beslægtede. For at skabe større variation kunne man derfor godt ønske sig, at de diffenrentierede sig mere fra hinanden i klanglig henseende. Og af samme grund tror jeg, at det ligeledes kunne være en gevinst, hvis man i højere grad bestræbte sig på at nuancere musikkens dynamiske udtryk.
BORIS RABINOWITCH
Politiken - søndag den 28. august 1994
Copenhagen Jazzhouse: T. A. O. Torsdag 25. august
"Jazz er det jo ikke. Og dog." Sådan betegnede Lars Thorborg, Copenhagen Jazzhouses kunstneriske leder, den musik, der blev stillet os i udsigt denne aften. Hvis man kunne føle sig lidt i vildrede med, hvad gruppen T. A. O. på grundlag af denne beskrivelse ville byde på, så blev man i hvert fald ledt på det rette spor med dens indledende nummer, Pat Methenys James.
Altså ikke den musik, der primært præsenterer Metheny som den fuldblods jazzmusiker, han også er, men den blandingsform, der ligeledes har skabt ham et renommé uden for jazzens mere snævre cirkler ved at inddrage såvel rocken som etniske kilder, ikke mindst brasilianske, i et vidtfavnende musikalsk univers. Men som heller ikke vil tilsløre, at jazzen, dens specifikke rytmiske flow og improvisatoriske metode, udgør selve kernen i denne fusionsmusik.
Til trods for at T. A. O. i fortsættelsen udelukkende spillede egne kompositioner, så bevarede den dog den oprindeligt anslåede tone. melodiøse temaer, som nok var folkloristiske i deres karakter, men tilsat det lille ekstra raffinement, der løftede dem over det ordinære.
Og samtidig blev musikken, understøttet af Per Vibskovs sikre basguitar og Anders Pedersens spændstige trommespil, fremført med en utvungenhed, der fik den til at lyde mere ukompliceret end den var. Det kan være vanskeligt at få en taktart som 7/4 til at virke organisk, men det lykkedes smukt for denne kvartet.
Vilhelm Thomsen og Steen Kyed er begge fortræffelige guitarister og det bør ikke lægges dem til last, at de også som solister forekommer at være nært beslægtede. For at skabe større variation kunne man derfor godt ønske sig, at de diffenrentierede sig mere fra hinanden i klanglig henseende. Og af samme grund tror jeg, at det ligeledes kunne være en gevinst, hvis man i højere grad bestræbte sig på at nuancere musikkens dynamiske udtryk.
BORIS RABINOWITCH
Politiken - søndag den 28. august 1994
Abonner på:
Opslag (Atom)