tirsdag den 20. november 2007

Anmeldelse i POLITIKEN august 1994

#JAZZ
Copenhagen Jazzhouse: T. A. O. Torsdag 25. august

"Jazz er det jo ikke. Og dog." Sådan betegnede Lars Thorborg, Copenhagen Jazzhouses kunstneriske leder, den musik, der blev stillet os i udsigt denne aften. Hvis man kunne føle sig lidt i vildrede med, hvad gruppen T. A. O. på grundlag af denne beskrivelse ville byde på, så blev man i hvert fald ledt på det rette spor med dens indledende nummer, Pat Methenys James.
Altså ikke den musik, der primært præsenterer Metheny som den fuldblods jazzmusiker, han også er, men den blandingsform, der ligeledes har skabt ham et renommé uden for jazzens mere snævre cirkler ved at inddrage såvel rocken som etniske kilder, ikke mindst brasilianske, i et vidtfavnende musikalsk univers. Men som heller ikke vil tilsløre, at jazzen, dens specifikke rytmiske flow og improvisatoriske metode, udgør selve kernen i denne fusionsmusik.
Til trods for at T. A. O. i fortsættelsen udelukkende spillede egne kompositioner, så bevarede den dog den oprindeligt anslåede tone. melodiøse temaer, som nok var folkloristiske i deres karakter, men tilsat det lille ekstra raffinement, der løftede dem over det ordinære.
Og samtidig blev musikken, understøttet af Per Vibskovs sikre basguitar og Anders Pedersens spændstige trommespil, fremført med en utvungenhed, der fik den til at lyde mere ukompliceret end den var. Det kan være vanskeligt at få en taktart som 7/4 til at virke organisk, men det lykkedes smukt for denne kvartet.
Vilhelm Thomsen og Steen Kyed er begge fortræffelige guitarister og det bør ikke lægges dem til last, at de også som solister forekommer at være nært beslægtede. For at skabe større variation kunne man derfor godt ønske sig, at de diffenrentierede sig mere fra hinanden i klanglig henseende. Og af samme grund tror jeg, at det ligeledes kunne være en gevinst, hvis man i højere grad bestræbte sig på at nuancere musikkens dynamiske udtryk.
BORIS RABINOWITCH
Politiken - søndag den 28. august 1994

Ingen kommentarer:

Send en kommentar